Jeg mødte en pingvin forleden dag. Den stod nede i busskuret og ventede på nr. 33. Den hilste venligt med den ene flap og nikkede umærkeligt frem for sig, da den opdagede mine skæve sideblikke. Det var mandag, og jeg var i god tid. Vi stod lidt, mig med mine skæve blikke og den med sine flapper. Så gjorde den front mod mig og sagde; ” Navnet er Otto, glad for at møde dig”.
“Øh, jeg hedder Lotte”, og så rakte han mig den ene flap. Den føltes kold og dunet i min hånd. Vi stod lidt i tavshed og så den gule bus dreje om hjørnet. Jeg fandt mit klippekort frem, og så med forundring at Otto havde noget om halsen, det lignede et buskort og en nøgle.
Bussen stoppede, og døren gik op. Otto først, et hop, et flap og så var han ombord. Jeg hilste på chaufføren og klippede mine tre zoner. Otto havde sat sig på det næst bageste sæde og flappede indbydende på sædet ved siden af ham. Jeg tog min rygsæk af og satte mig. Bussen satte sig i bevægelse. Otto kiggede ud af vinduet, og jeg skævede noget mere. Bussen fulgte sin normale rute og snart var den fuld af ældre damer med grønne indkøbsvogne og flygtningebørn med store øjne. Ingen tog notits af hverken Otto eller mig.
Jeg rømmede mig og sagde; “Og hvor er du så på vej hen?”
Otto drejede hovedet og så på mig med mørke øjne, der gav løfter om havvand og sæler;
“Jeg skal af ved Forhænget”.
“Nå”, sagde jeg og rynkede brynene. “Det har jeg aldrig hørt om, det må være et nyt stoppested?”
“Ugens tilbud”, smilede Otto og flappede på sædet. “Det er mormor udgaven i denne uge. Stå af sammen med mig, hvis du har lyst”.
Vi bumlede gennem skoven, indtil skiltet med næste stop ”Forhænget” lyste rødt fra bussens loft.
“Er du venlig at trykke for mig?”, spurgte Otto og gjorde klar til at hoppe ned af sædet. Jeg trykkede, en klar plingende lyd, og bussen stoppede. Jeg rejste mig op og tog rygsækken på. Otto hoppede ned, vraltede hen til udgangen, og så var han ude af bussen, mens jeg fulgte lidt usikkert efter. Bussen lukkede de gule døre, accelererede og var væk. Der var stille, og der var anderledes. Det var tågen.
Otto strakte sine flapper og kiggede op på mig. “Hvad så menneskebarn, kan du huske din mormor?”
“Næ, hende har jeg aldrig mødt. Hun skulle have været en kold og gudfrygtig kvinde ifølge det lidt min mor fortalte om hende”.
Otto lagde hovedet lidt på skrå, mens han lyttede til mit svar. Vi stod stadigvæk ved busstoppestedet.
“Hm, så må vi tage et eventyr til hjælp. Husker du det om Rødhætte og ulven med den rare bedstemor i skoven? Hende med de hæklede sengetæpper, kage og saftevand? Den lidt indelukkede duft? ”
“Jeg kan godt huske eventyret”, svarede jeg lettere afmålt og så ned på Otto.
“Glimrende”, sagde han og slog flapperne sammen. “Følg med mig”.
Jeg kiggede mig omkring, men bortset fra den sorte vej var alt indhyllet i tågen, en lysende form, som indhyllede alt kendt, forvanskede det og lod det dvale. Selv skiltet med “Forhænget” var nu indhyllet i det sære lys.
Otto var begyndt at vralte afsted med faste lapper. Hans lille figur begyndte at blive utydelig, så jeg samlede mig sammen og fulgte efter ham henad vejen.
“Se”, sagde han, da jeg nåede op til ham, “det handler alt sammen om perspektivet. Flapper det eller ej, som vi siger hos os?”.
Otto blinkede til mig, som havde han lige fortalt en selvindlysende vittighed. Jeg svarede ikke.
Den grå farve bølgede om os, stoflig som velour. Efter en stund i tavshed stoppede Otto op og mumlede lidt med sig selv, mens han undersøgte nogle ujævnheder i det sorte underlag. Jeg stod med hænderne i lommen og mærkede på min læbepomade. Luften var tempereret, nærmest lunken og smagte let metallisk, som når man venter i lidt højere hjertetakt end ellers.
Otto flappede med den ene lab. “Det skal være her, hvor de fire kryds møder cirklen”. Han gav sig til at hoppe op og ned på fordybningerne i vejen. En høj lyd flængede stilheden, som en træpersienne, der lukkes og rasler støvet af undervejs. Jeg kiggede mig lidt nervøst omkring, mens Otto fortsatte med at hoppe op og ned. Nu med et smørret grin som tilbehør.
Trælyden holdt op og næsten umærkeligt gled et mørkerødt tæppe ned på vejen foran os. Det var tykt og patineret med en ram lugt. Otto holdt op med at hoppe og flappede begejstret i stedet;
“Se, jeg sagde jo, at det var mormor udgaven i denne uge”.
Jeg begyndte igen at trække vejret mere normalt og gik med lettere usikre skridt hen for at mærke på tæppet. Det var stift og ujævnt. Siderne bar præg af nedsunkne slidmønstre, og farven var falmet.
Vi stod lidt, forhænget spærrede effektivt al videre færd. Hvad nu? Jeg kiggede afventende på Otto, men han lod som ingenting og virkede travlt optaget af at glatte sin pels, at få de sorte og hvide mønstre til igen at stemme overens.
Jeg mærkede rundt på den stivnede masse efter en knap, et eventyr, en lindring, men intet skete. Jeg kom i tanke om dengang jeg med stor entusiasme gik i gang med at spille Myst på computeren. Nu skulle jeg rigtig opleve cyberspace. Jeg kom aldrig videre fra startskærmen, kunne ikke finde ud af den rigtige kombination for at påbegynde rejsen. Dybt frustreret smed jeg skidtet ud. Det var den samme frustration, som nu brusede i mine årer, da jeg stod i den sorte stilhed og stirrede på ugens tilbud i rødt. Måske skulle jeg gøre ligesom Otto, hoppe op og ned. Jeg tog rygsækken af, lagde den på vejen og begyndte at hoppe op og ned på stedet. Stilhed. Otto kvalte et fnis bag en flap. Jeg hoppede mere og mere indædt, svingede balstyrisk med armene og råbte forbandelser efter forhænget. Det var som den grå tåge bølgede i takt, kunne vi sammen lave en tsunami og tvinge mormor væk? Intet skete. Til sidst hev jeg efter vejret, og sveden haglede. Ottos stemme lød tydelig bag mig; ”Vil du have lidt at drikke?”
Jeg kom ned på jorden igen, børstede mit fugtige hår ud af øjnene og vendte mig om. Otto rakte en orange flaske frem mod mig. “Her, tag en slurk, det plejer at hjælpe”.
Jeg tog flasken og satte den for munden. Lindringen var umiddelbar.
“Tak”, sagde jeg og gav Otto flasken tilbage. Han skruede låget på og lod den forsvinde ind i et stykke brun pels.
Jeg tog min rygsæk på igen og rystede lårene, der var syrede til af al den hoppen.
“Hvad gør vi nu?”, spurgte jeg og så ned på den lille pingvin, mens tankerne fløj gennem mit hoved. Hvad fanden laver jeg her i ingenting med en Jackass pingvin?
“Vi venter”, sagde Otto og viftede hen mod stenbænken, som stod ude i kanten af vejen. Den havde jeg ikke set før, havde den været der hele tiden? Otto vraltede over og hop, så var han placeret. Vi var klar til at køre gentagelsen. Otto flappede på bænken, og jeg kom og satte mig med mine skæve blikke. En gentagelse uden bevægelse, paradoksets kørebane.
Vi sad, fordybede i den grå tåge. Tankerne var stille, adspredte, som søndagstrafik gennem en provinsby. Så der gik lidt tid inden den lette ringlen ramte mig. Jeg kiggede i retning af lyden. Otto havde rettet sig lidt op på bænken og sad forventningsfuldt.
Lyden kom fra forhænget. Det bevægede sig og opløstes i rødlige garnnøgler for vores øjne. Garnnøglerne trillede ud i siden af stien og formede små pyramider. Forhænget hang nu løst i ribber og ringlede metallisk. Lyset skiftede en fraktion, mens ribberne langsomt blev beklædt med skinnende blade, som sølv en sitrende vinterdag.
Jeg sad helt stille og gned mine øjne. Én ting var at køre i bus med en pingvin. Noget andet var mormor tæpper, som kom ned fra himlen. Men en metamorfose af sølv, hvad skulle jeg stille op med den? Havde vi så siddet på bænken en hel uge, og var de ringlende sølvranker næste uges tilbud?
Otto hoppede ned fra bænken og lod sine flapper glide let hen over de skinnende blade. De lød som en vandsymfoni, som rislende muligheder.
“Kom, menneskebarn, nu er det tid”, lød Ottos stemme som baggrund til musikken.
Jeg samlede mig sammen og fulgte efter ham. Ranglerne var kølige under mine fingerspidser. De udsendte en sprød duft af klarhed. Jeg kunne være blevet stående en evighed, men Ottos lille vævre krop snoede sig mellem sølvet og var væk.
En brøkdel af et sekund overvejede jeg at løbe. At løbe den anden vej til intetheden blev afløst af den beige normalitet, men så lod jeg mig glide ind mellem sølvrankerne og fulgte efter pingvinen.
Der var kulsort bag forhænget. Det var som at træde ind i nattens essens. Tykt, lunt, uldent mørke, som når man havde bygget sig en uigennemtrængelig hule som barn. Jeg stod helt stille, hvad nu? Og hvor var Otto?
“Kom menneskebarn”, lød det gennem ulden, “du skal bare gå”.
Jeg bredte armene ud til siderne for at holde balancen og satte langsomt den ene fod foran den anden. Underlaget var blødt og jævnt. Mit åndedræt var tungt og lettere gispende, men henad vejen blev mine skridt lidt sikrere. Hvor længe jeg gik ved jeg ikke, men mørket føltes med ét lettere.
Ottos stemme lød lige foran mig.
“Velkommen til transithallen, menneskebarn! Tag plads her på jorden. Det varer kun et øjeblik.”
En flap, måske, berørte let mit lår, som for at indikere, at det var her jeg skulle sidde. Jeg tog rygsækken af og satte mig ned i det bløde. Fumlede min vandflaske op og tog en slurk. Utroligt, så meget vand, der kunne være i en halv liters plasticflaske. Jeg puttede flasken ned igen og mærkede på underlaget. Det var fløjlsblødt, som golfgræs eller som Miss Marples have. Næsten hypnotisk aede jeg frem og tilbage for dog at have noget solidt at holde mig til. Ikke en lyd hørtes. Vi ventede.
Så lettede mørket. Med tyste vingeslag rejste det sig og opløstes i blød gråhed. Det grå spredte sig ud og blev akkompagneret af rosa nuancer ude i kanten. Orange striber bød ind, og endelig steg en stor, gul sol op fra horisonten, og jeg kunne se.
Jeg sad på en blød græsplæne sammen med en brun og hvid pingvin, som flappede op og ned af glæde ved synet af det store hus foran os. Nå, hus var måske så meget sagt, herregård var nok et mere dækkende ord for skrumlet foran os. Vi sad i en park ved siden af et springvand, som perlede klart vand ned over noget, der lignede marmor. Vinden var lun, som forår, og der var en spinkel duft af morgen.
Otto flappede færdig og vendte sig mod mig.
“Kom, nu skal vi have pandekager og hilse på Archibald. Han venter på os.”
Han næsten dansede gennem parken mod huset.
Jeg rejste mig langsomt op fra græsset, mens jeg smøgede ærmerne op på min skjorte. Vinden kærtegnede mine håndled med lune strøg. Så efter Otto, der flappede afsted. Der var nu noget over en glad pingvin. Det var lige så pelsen strittede.
Jeg tog min rygsæk på og fulgte efter ham hen over den bløde plæne, mens jeg spekulerede på hvem Archibald var. Var jeg egentligt passende påklædt til pandekager på en herregård? Jeg glattede min skjorte lidt med den ene hånd og sukkede.
Idet Otto forsvandt rundt om et hjørne, så han sig tilbage og flappede af mig.
“Kom så menneskebarn, vi tager sidedøren, det går hurtigere.”
Det var ikke en dør, det var snarere en massiv port med dybe forsiringer. Da jeg nærmede mig, svingede porten indad og åbenbarede en lang, tyst gang. Det lignede en glidebane i blank mahogni. Otto tog tilløb.
“Kom, den er bedst i fart”, råbte han og var væk. Jeg troede ikke mine egne øjne. Men jo, et stk pingvin sidelæns skøjtende i høj fart hen ad en mahogni gang. Det hele var ledsaget af elegant flapning. Jeg klappede og blev stående i døråbningen. Otto bukkede dybt og indikerede, at nu var det min tur.
Elegant var nok ikke det ord man ville bruge om min tur henad gangen. Krabbende var måske mere dækkende. Otto ventede på mig i et lille indhak i gangen og sendte mig et skævt grin.
“Øvelse gør mester”.
Jeg lod som ingenting og rettede på min rygsæk.
Døren bagest i indhakket var lukket. Otto målte afstanden op til det fint svungne håndtag, og så hoppede han lige op i vejret og greb om håndtaget med begge flapper. Hans lille krop svingede frem og tilbage som et pendul. Døren gav sig lidt. Han slap håndtaget og landede igen på gulvet med et lille smæld.
“Hjælp mig med at skubbe”, sagde han, og lagde hele sin vægt ind mod døren. Jeg lagde hænderne på den mørke flade over ham og skubbede med. Døren knagede, og så smækkede den op med et brag.
“Godmorgen, Archibald, så er vi her! Hvor er pandekagerne?”.
Jeg tog en dyb indånding og fulgte efter.
Det var det mest fantastiske rum, jeg nogensinde har set. For en bogelsker som mig, måtte det vel nærme sig paradis. Bøger fra gulv til loft, indlejrede i bløde, mørke hylder. Små læsesteder med bløde lænestole og runde borde. Et enormt rum med masser af plads til fordybelse og trappestiger.
Hylderne glødede af liv, små lyn stak afsted fra de slidte rygge. Nogle bind glødede i guld og orange, andre i sart grøn og endnu andre mumlede ved sig selv og stod urolige på hylderne.
Luften var mildt støvet og smagte af tid, en smule besk. Et par bøger lænede sig ud over kanten for at se nærmere på os.
“Nå, er det bare jer”, syntes de at sige, og trak sig så tilbage til halvmørket igen.
Jeg satte min rygsæk op af dørkarmen og lod min ene hånd glide hen over svineskindsryggene. Jeg kunne mærke ordene vibrere under mine fingerspidser, mens jeg fulgte lyden af Ottos flapren. Der var også en anden lyd, lyden af en dyb og rund mandsstemme. Archibald.
Jeg aede ryggene en sidste gang og kom ud midt i rummet. En stor glødende pejs fyldte bagvæggen, og foran den stod det lækreste skrivebord. Pikeret valnød med alle de skuffer, en revisor kunne ønske sig.
Otto stod og flappede foran en høj mand, klædt som et maleri fra det 16 århundrede. Fløjl, brokade og silke.
Han vendte sig om ved lyden af mine skridt, og vores øjne mødtes. Jeg så lige ind i en glød, der matchede gløden i ildstedet. Vi så hinanden an en rum tid, uden ord, mens vi loddede dybden og autenticiteten. Metoden kan klart anbefales, hvis man ikke er den blinkende type og ikke har noget imod gensidig granskning af sjæle.
“Archibald”, han rakte en elegant hånd frem mod mig.
“Lotte”.
Mættethed mødte uvished, mens en stump tid stod stille.
“Glæder mig at møde dig, vi har ventet længe”, lød det fra den dybe stemme.
Hvad siger man til sådan en velkomst? Jeg var jo bare fulgt med en Jackass pingvin, jeg havde mødt i et busskur, og så siger han at de har ventet længe. Hvad foregår der, er vi ude i Harry Potter 2?
Jeg nåede ikke at tænke tanken til ende, før Ottos stemme trængte igennem;
“Kom og spis. Der er varme pandekager.”
Lettere forvirret fulgte jeg efter Archibald, som behændigt drejede om en reol. Otto stod oppe på et stort ovalt bord med en stor, fed pandekage i den ene flap og med den anden dybt begravet i en krukke. Kom til at tænke på historien om Peter Plys og honningkrukken.
Der var dækket op med hvide duge og sølvkandelabre. Potage skeerne lignede noget fra et museum. Mit mundvand havde fået helt sit eget liv, så jeg sank et par gange. Der var bjerge af pandekager, pølser, aflange brød og frugt. Store sølvkander glimtede i rhombeform.
Archibald lo ved synet af mit ansigt.
“Du ligner én, der aldrig har set mad før”.
Jeg lukkede munden igen, og så ramte duften. Sødmen fra nybagt brød, varm roulade og tryghed. Jeg sank igen og tog et tøvende skridt frem mod herlighederne. Archibald stak en varm tallerken i hånden på mig. Den var lavet af porcelæn og smukt dekoreret med sirlige grønne løvmønstre. Archibald mærkede mit blik.
“Det er Isabellas vandmærke”, sagde han, og lagde et par pandekager over på sin tallerken.
Otto stod stadigvæk oppe på bordet. Han så lykkelig og tavs ud, og havde sirup i det meste af pelsen.
Jeg tænkte på hvornår jeg sidst havde fået mad. Var det en tebirkes i et andet liv? Jeg skovlede mad op på min tallerken, og fik så øje på de små sølvkopper. Jeg elsker små kopper, og har mange af dem, én til hver type humør. De stod pænt ventende ved siden af de glimtende sølvkander. Jeg satte tallerkenen fra mig og tog én op. Den var kølig og tung i min hånd. Jeg skænkede fra en af kanderne, og en velduftende sort væske fyldte koppen, mens den spejlede sig i kanten.
Jeg så mig omkring og fik øje på et rundt bord, hvor Archibald allerede havde sat sig. Koncentreret balancerede jeg over til bordet, og satte maden fra mig. Også her var der hvid dug, sølvbestik og stivede servietter.
Otto var blevet stående oppe på bordet. Han var nu i gang med pandekage nummer 4½.
“Sæt dig ned”, sagde Archibald. “Vi har meget at drøfte”.
Jeg sendte ham et usikkert blik og trak en stol ud fra bordet. Det var en meget elegant sag beklædt med brokade, så jeg satte mig ganske forsigtigt. Archibald rakte mig en serviet. Hvad skulle jeg med den? Kiggede over på ham, og så at han havde lagt sin løst i skødet. Jeg fulgte hans eksempel og løftede så den lille sølvkop og tog en slurk. Det var kaffe, sprød og velgørende. Tog en ordentlig mundfuld pandekage, lænede mig lidt tilbage og betragtede Archibald.
Han var smuk. Høje kindben, markerede bryn over de mørke, glødende øjne og ravnesort hår. Blødt svungne læber og så den der dybe stemme. Jeg lyder som en billig knaldroman, men sådan så han faktisk ud. Jeg tror mine betragtninger stod mejslet i mine træk, for et lille smil kom og gik i det mørke ansigt, mens vi spiste.
Bag os lød der pludselig en voldsom flappen efterfulgt af et ordentligt brag. Så blev alt igen stille.
“Bare rolig”, sagde Archibald. “Det sker hver gang, det med Otto og pandekagerne. Nu er han gået ud for at få lidt styr på pelsen.”.
Han tog en slurk kaffe, og jeg lagde mærke til hans hænder. De var lange, slanke og let nøddebrune. Jeg fik lyst til at røre ved dem, sådan glide let frem og tilbage med en finger. Og hvad med den store signetring på venstre ringfinger? Store dybrøde lyn skød ud og spejlede sig i min kaffekop.
Jeg trak hastigt øjnene til mig og prøvede at trække lidt ned i min skjorte. Jeg havde været på vej til keramik, da jeg mødte Otto i busskuret, så jeg var iført min gamle, hullede fuchsia fløjlsskjorte og slidte jeans. Det var klart en anden type fløjl, som sad overfor mig.
Der lød en dæmpet latter.
“Falder jeg i din smag?”, lød det let drillende.
Jeg rødmede, fandens også. Fik et hurtigt tilbageglimt til mit første år i gymnasiet, hvor jeg ung og sky blussede og kvækkede som en frø, hver gang min dansklærer talte til mig.
Lavede en grimasse og tog en tår kaffe mere. Igen var det forunderligt hvor meget kaffe, der kunne være i sådan en lille sølvkop.
“Hvor er jeg, og hvad laver du her?” Jeg slog ud med den ene arm som for at omfatte både bibliotek og Archibald i én bevægelse.
“Du er i biblioteket på herregården Reyos, et sted på den Castilianske højslette. Dateringen er lige nu 1469. Isabella og Ferdinand har netop slået deres to kongedømmer sammen. Jeg er bibliotekaren.”
Archibald holdt en pause, mens jeg fordøjede informationerne. Var det nu jeg skulle knibe mig i armen for at finde ud af om det var en drøm, eller ville jeg vågne af mig selv om lidt?
Det flappede bag mig.
“Var det ikke hele turen værd?”, lød en glad pingvin stemme.
Jeg vendte mig om. Otto lignede en druknet mus. Den sorte og hvide pels hang og dryppede ned på mosaikgulvet, men de klare øjne strålede. Uden at vente på mit svar hoppede han op på stolen ved siden af mig, satte sig godt til rette på brokaden og sagde, “fortsæt”.
“Biblioteket er en slags forskningscenter. En kommandocentral om du vil. Vi er tidsuafhængige og arbejder primært med verdens grundsubstans, limen, der holder det hele sammen.”
Archibald tav og lod en stor dadel glide ind mellem læberne. Otto supplerede,
“Det var det jeg mente med perspektivet, da vi snakkede om mormor som ugens tilbud. Flapper det eller ej”.
En dæmpet ro lagde sig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så lod være. Også de andre to så ud til at være fordybede i deres egne verdener. Men jeg måtte vide mere.
“Hvorfor er jeg her ?”
Archibald smilede. Han havde ventet på spørgsmålet.
“I det tidsuafhængige perspektiv har du været her mange gange før.” Otto flappede bekræftende.
Jeg tænkte lidt over hvor nemt og naturligt det havde føltes at stå af bussen sammen med Otto.
“Man kalder også stedet her “Eventyrenes holdeplads og nysgerrighedens opfyldelse.” Archibalds dybe stemme ramte et punkt langt inde, som nu bevægede sig svagt. Jeg følte længslen efter at tage min kaffekop og bevæge mig længere ind i bibliotekets rum – at stå ved en trappestige og vente på, hvilken bog, der ville sno sig hen til kanten af reolen og langsomt dumpe ned i min hånd. En længsel efter at sætte mig i en blød lænestol og lade eventyret udfolde sig. At forstå lidt af verdens lim, af substansen og sammenhængen. Mærkede glæden vælde op som et lille målrettet springvand.
Otto og Archibald sagde ikke noget, men fulgte opmærksomme med i de forskellige følelsers gang hen over mit ansigt.
“Her, tag en dadel”. Archibald skubbede sin tallerken hen mod mig.
Jeg tog en lettere fedtet klump op og proppede den i munden. Den søde smag var overvældende. Otto flappede mig på låret.
“Så, menneskebarn, fald nu ikke helt i staver, vi skal videre. Nu har vi jo fået pandekager”.
Archibald smilede og rejste sig, mens Otto hoppede ned fra stolen. Brokaden var gennemblødt. Jeg lagde min serviet henover, måske kunne den opsuge lidt af væden. Så fulgte jeg efter Archibald, mens Otto forsvandt mellem reolerne. Archibald gik tilbage til sit skrivebord
“Sid ned”. Han pegede på en bred stol i flammende rødt fløjl, som stod for enden af valnøddebordet. Jeg satte mig ned og måtte bare lade mine fingre glide hen over den blanke overflade. Jeg gøs af velvære, sådant et sted kunne man arbejde og tænke i en evighed. Så Archibalds blik følge mine fingres dans, men han sagde ikke noget.
Tusinde spørgsmål trængte sig på. Hvad nu ? Men vi sad i tavshed indtil Otto vendte tilbage med en stor, smukt indbundet bog i sine flapper.
“Her er den, den havde forputtet sig på hylden for damestøvler”, sagde han og daskede bogen let. Et noget støvet fnis kvitterede. En fnisende bog med hang til damestøvler, hmm.
Archibald åbnede en skuffe og tog en stor, mørkegrøn sten frem. Han drejede den et par gange i sine hænder, og så lyste tallet 427 pludselig med blinkende guld cifre. Otto var i mellemtiden hoppet op på skrivebordet og sad nu og flappede, mens han holdt på bogen.
“Side 427, så gerne”, lød det inde fra bogen, og så begyndte siderne at rulle. De var som en bølge, der folder sig ud. Otto rykkede sig lidt, bogen åbnede sig og blev stille.
To hoveder, et mørkt og et pelset bøjede sig simultant over siderne, og et kort sekund var alt roligt, så eksploderede de i latter. Og de blev ved. De grinede, så tårerne sprøjtede. Spørg lige om jeg følte mig en anelse udenfor. Hørte halv kvalte sætninger som: “Nej, ikke flere bøger”, og “det var vel at forvente”.
“Kom og se, menneskebarn”, fik Otto til sidst klemt ud mellem sine latteranfald. Jeg rejste mig op og gik hen ved siden af ham.
Archibald så op, gløden var der stadig, men var nu mildnet af latter.
“Her er jeres første tur”, sagde han og pegede ned i bogen.
Jeg så ned. Bogen var i et ukendt format, en krydsning mellem A4 og A3, næsten kvadratisk. Den lugtede af vellagret skind og var kantet med falmet bladguld. Men billederne var der ikke noget falmet over, de skinnede og strålede, som var de malede i går. Men hov, vent lidt. De bevægede sig og ændrede sig under mit blik. Nye billeder kom til syne, for så at blive afløst af andre.
“Variable hologrammer”, sagde Archibald. “De er også tidsuafhængige, men viser et relevant tværsnit”.
Billederne var fulde af ørken, hengemte bogruller, azurblå himmel, oase spejlinger og noget, der lignede en kæmpemæssig glitrende slange. Jeg mærkede et sug i maven. Hvorfor havde de sådan grint af det ? Men før jeg kunne nå at spørge, flappede Otto én gang og hoppede ned fra bordet, bukkede for Archibald og sagde:
“Kom menneskebarn, bussen kommer omlidt. Sig nu farvel til Archibald.”
Forvirret rettede jeg mig op og så på Archibald. Han smilede, rejste sig op og tog et skridt rundt om skrivebordet hen imod mig. Så løftede han min ene hånd op til sine læber og berørte den let, mens gløden ulmede.
“På gensyn”, lød det fra den dybe stemme, og han slap blidt min hånd.
Otto var allerede begyndt at gå, så jeg fulgte hurtigt efter. Nede ved døren stod min rygsæk og ventede tålmodigt. Jeg svingede den op på skulderen og så mig tilbage. Det mørke hoved var bøjet over en høj stak papirer på skrivebordet. Gad vide om jeg nogensinde ville se ham igen ?
Otto skøjtede lystigt ned af mahogni gangen, mens jeg fulgte efter i et mere moderat tempo. Det var blevet varmere, mens vi havde spist pandekager og besøgt Archibald. Jeg svedte i min fløjlsskjorte.
Da vi kom ned til hjørnet drejede Otto til venstre væk fra den bløde plæne og hen mod en stor allé, flankeret af høje cypresser. Han gik hurtigt, faktisk småløb han lidt, og jeg havde nok at gøre med at følge med. Gruset var friseret og raslede under mine fødder. Og minsandten om ikke et busstoppested af den klassiske slags stod og lunede sig op af et stort hav af bølgende påskeliljer. Min yndlingsblomst. Jeg kan se på deres frimodigt nikkende hoveder i timevis, men i det samme kom den gule bus ned af alléen. Nummer 33.
Jeg kiggede ned på Otto, han smilede skævt og gjorde klar til at hoppe op i bussen. Jeg fandt mit gule klippekort frem, og så gentog vi hele proceduren med hop, flap og klip. Igen sad vi som de eneste passagerer på næst nederste sæde. Der var ikke flere stop.
Bussen slog en blød bue forbi den store herregård med plæner og springvand. Næsten umærkeligt gled vi ind i den grå velour tåge.
Vi kørte en rum tid i intetheden, og så drejede Otto sin lille, pelsklædte krop om mod mig og sagde:
“Det var en herlig tur. Dejligt du ville med. Næste gang vi mødes i busskuret tager vi til side 427.” Han flappede lidt op og ned af min arm, og jeg følte mig sært rørt.
Jeg kiggede lidt rundt i bussen, den så dejlig normal ud. Der sad tyggegummi fast på listen ved vinduet, og et stykke ispapir lå på gulvet. Jeg tænkte lidt over det hele, Otto, forhænget, plænen og Archibald. Tænkte på hans mørke, glødende øjne og hans mærkelige ord om det tidsubegrænsede og 1469 på én gang.
Pludselig gav Otto mig et lille puf,
“Nu skal du vist af”, sagde han. Jeg så ud af vinduet. Igen var tågen umærkeligt bølget forbi bussen, og vi var lige drejet om hjørnet ved gården. Jeg trykkede på knappen. Det sædvanlige lille smæld lød. Bussen sagtnede farten, og jeg rejste mig op, tog rygsækken på og vendte mig om mod Otto.
“På gensyn”, sagde vi i munden på hinanden, og så stod jeg igen i det kølige dagslys ved busskuret. Bussen lukkede de gule døre og satte sig i bevægelse. Det sidste jeg så af Otto var en sort og hvid flap, som vinkede.
Jeg trak vejret dybt og begyndte at gå ned af vejen.
