Rejsen til side 427 – sidste del

Otto knævrede, mens bussen kørte ind i den grå intethed. Som første gang var der ikke flere stoppesteder, og bussen kørte rask til.
Jeg sad og skævede op mod den slørede skikkelse, den var sært flimrede. Det var som om den kun delvis var til stede i bussen. Skulle lige til at sige noget til Otto omkring den, da den blegnede, og vi igen var alene i bussen.

“Otto”, hvad var det for en sort skikkelse, der sad forrest i bussen ?”
Den lille pingvin stoppede sin talestrøm og stirrede på mig med forbløffelsen malet i alle knurhår.
“Hvad for en sort skikkelse? Her er da kun os”.
“Nej, Otto, der sad en sløret sort skikkelse øverst til venstre, da vi kom ind i bussen. Så du den ikke? Det var ligesom den kun var halvt til stede, og nu er den væk”.
Otto så længe på mig uden at sige noget. Så lød det:
“Så skikkelsen ud til at være hyldet helt i sort klæde, så man ikke kunne se ansigtet?”.
“Ja”, sagde jeg ivrigt. “Ved du hvem det var?”
“Jeg tror det var færgemanden”, sagde Otto alvorligt. “Han viser sig sjældent, er ikke meget for at forlade sin båd. Men i enkelte tilfælde baner han vejen. Jeg checker lige med Archibald.”
Og så lukkede Otto øjnene. Forskellige følelser afspejlede sig i pelsen, og pludselig gik det op for mig, at det var lige præcis det samme pingvinudtryk han havde haft, mens vi sad på kamelen, og jeg troede at han sad og sov.

Vi sad længe i tavshed. Jeg stirrede ud af vinduet. Den grå tåge bølgede i lange ranker omkring bussen. Langt om længe åbnede Otto øjnene og så lige ind i min sjæl med sine kloge øjne.
“Archibald bekræfter at det var færgemanden, og du skal holde øje med om du møder ham igen. Hvis du gør, så skriv det straks ned i kladdehæftet med tid og sted, og så skal du lægge tre guldmønter til ham.”
“Guldmønter, hvor får jeg guldmønter fra?”
“Dem finder du i den nederste skrivebordsskuffe på kontoret. De ligger der allerede. Færgemanden gør dig ikke noget, men udvis en passende respekt.”, og dermed lod emnet til at være udtømt for nu.

Otto kiggede kort ud af vinduet, før han igen så på mig med sine klare øjne.
“Angående turen til drømmenes bagland, så skal vi begge to forberede os. Øv dig i at bruge kladdehæftet og læs hvad du kan finde om drømme, deres betydning, arketyper, og hvordan man navigerer i dem.”
Det var lidt som at sidde på en skolebænk igen og få lektier for. Jeg smilede til Otto.
“Det skal jeg nok.”
” Og så gør det heller ikke noget, at du bliver i bedre form”. Otto fnisede og blinkede til mig. Den bemærkning ignorerede jeg totalt.

I det samme lettede tågen, og vi kom ud af skoven og nærmede os hjørnet.
“Du må hellere trykke på knappen”, sagde Otto.
Pling – bussen drejede om hjørnet og satte farten ned.
“Tak for denne gang, menneskebarn, forbered dig nu grundigt, så kigger jeg forbi ved lejlighed og ser hvordan det står til.”
Et kærligt flap på min arm, og så stoppede bussen og dørene gik op.

“Farvel, Otto, vi ses”. Jeg havde en klump i halsen, så kunne ikke sige mere. Skyndte mig ud af bussen og stod der med min rygsæk i hånden.
Dørene gik i, bussen satte igang og Otto vinkede med en flap, og så var alt stille og normalt.
Jeg satte mig ind i busskuret og prøvede på at samle tankerne. Hvilken tur. Drage, ørken, kameler, pigen med de grønne øjne, ildtempler, gamle byer, Zakarias, Otto og selvfølgelig Archibald.
Gav et let suk fra mig, han var nu lækker.

Jeg rejste mig op, tog rygsækken på og begyndte at gå ned af vejen. Kom pludselig i tanke om den blå krystal. Havde jeg fået den med hjem eller tilhørte den 1469. Stak hånden i lommen. En kølig kant mødte mine fingerspidser. Den var med.

Jeg sukkede lettet og satte farten op. Det var begyndt at skumre, så måske var det derfor jeg ikke så den mørke skikkelse i  buskadset.

Rejsen til side 427 – del 15

Gyldne kladdehæfter og drømmenes bagland. Nu skulle jeg vist bare hjem og bogføre nogen bilag på kontoret. Jeg satte mig ned i den røde fløjlsstol igen. Sætningen stod stadigvæk og flammede på bagvæggen. Bogen lå helt stille på bordet, og de andre bøger hørtes kun som en dæmpet susen.
Jeg så ned på mine hænder, de var foldet krampagtigt om hinanden. Prøvede at løsne dem og lægge dem på mine lår. De var klamme.

Der lød et fast bump, og så var Otto tilbage. Han havde noget i den ene flap. Han kom hen og stod lige foran mig og gav tegn til at jeg skulle åbne hænderne og vende håndfladerne opad. Så lagde han en glimtende blå krystal i min højre hånd og lagde min venstre ovenpå.
“Sådan”, sagde han tilfreds. “Nu er den blå din”

Otto hoppede op på skrivebordet igen og bøjede sit pelshoved over side 17.
Jeg mærkede på krystallen. Den ligesom pulserede i mine hænder og var skiftevis kold og varm. Jeg aede lidt på den med en finger, og det var som om den blev blød og føjelig under min berøring.
“Hav den altid på dig”, lød det henne fra skrivebordet.

I det samme hørtes Archibalds bestemte fodtrin mellem to hylder. Jeg puttede hastigt krystallen i lommen.
“Undskyld ventetiden”, sagde han, “men jeg måtte en tur på fjernlageret i den gamle krypt. Skulle jo lige finde den rette kasse.”

“Her, Lotte. Skriv alt det ned undervejs, som du fornemmer er vigtigt, også selvom det ikke umiddelbart giver mening”. Han rakte mig et kladdehæfte indbundet i gyldne farver. Igen i et lidt anderledes format end vi bruger. Hæftet var lidt bredere end højere. Lotte stod der med sirlige bogstaver i sort.

“Når du åbner hæftet, kommer der automatisk en pen frem. Hvis du vil tage et billede af noget, peger du først med spidsen af pennen på motivet, dernæst ned i hæftet, hvor du vil have billedet siddende”.
Han tog hæftet ud af mine hænder og demonstrerede, og vups sad der et billede af Otto, bøjet over side 17.

“Hvis du vil slette noget, vender du pennen om og visker. Når du lukker hæftet, forsvinder pennen automatisk. Værsgod. Pas godt på det, og gå hjem og øv dig i brugen, inden I skal afsted”.
Han rakte hæftet tilbage til mig og vore fingerspidser mødtes et kort sekund. Igen glød mod usikkerhed.

Archibald så hen på Otto.

“Jeg synes, jeg kan høre bussen nærme sig hjørnet, I må hellere løbe”.
“Kom menneskebarn”, sagde Otto og hoppede ned fra bordet, bukkede for Archibald og satte kurs mod døren.
“Husk din rygsæk”, var hans afskedsreplik, før han tog tilløb til at kure nedad mahognigangen.

Jeg rejste mig hurtigt op.
“Tak for denne gang”, lød det fra Archibald. “En fornøjelse og altid rart, når man kan hjælpe en dame i nød med at få sit kostume på”. Han smilede, og jeg rødmede, denne gang helt op til hårrødderne. Mumlede noget om uvant tøj, bukkede hurtigt og skyndte mig mod døren.
“Vi ses inden I rejser til drømmenes bagland. Rejsen udgår her fra biblioteket.”

Jeg hørte kun efter med et halvt øre, havde fået øje på min rygsæk, som stod nok så pænt og ventede ved døren. Puttede hastigt kladdehæftet ned i det forreste rum. Sikke meget jeg havde oplevet siden jeg havde skubbet den foran mig gennem forhænget.
Og således udrustet med en blå krystal, et gyldent kladdehæfte og Archibalds smil i nakken, forlod jeg biblioteket og småløb ned af mahogni gangen.

Otto var ingen steder at se, men nu kendte jeg jo vejen rundt om hjørnet. Og ganske rigtigt, der stod den lille pingvin og hoppede og og ned.
“Skynd dig. Bussen stopper kun, hvis vi er her begge to”. Jeg satte i løb over gruset, var absolut ikke tyve længere. Min stive ankel protesterede lidt, men jeg nåede lige at stå ved siden af Otto ved busstoppestedet, da bussen slog bremserne i og stoppede. De gule døre gik op.
“Lad mig”, sagde Otto og hev et lettere krøllet gult klippekort frem fra pelsen.
Hop, klip, flap og vi var på plads på næstbageste sæde. Men denne gang var vi ikke alene. Længere fremme i bussen sad en sløret, sort skikkelse.

Rejsen til side 427 – del 14

“Lotte, hvad var sætningen?” lød det pludselig meget forretningsagtigt fra Archibald.
“Jorden er kommet for at blive. Gå til side 17″, sagde jeg langsomt og tydeligt. Mens jeg udtalte ordene, flammede de op i rød skrift over pejsen, lidt spooky.
Sad og tænkte lidt over dem. Er vi ikke godt på vej til at udslette jorden med vores tankeløshed og grådighed, eller kan jorden tage vare på sig selv? Er vi egentligt at sammenligne med små myrer, man kan træde under fode efter forgodt behag? Sad og tænkte på de dyr og planter, som uddør dagligt. Og hvem var jeg til at sige noget, får ikke engang sorteret mit eget affald.

Og hvad var der med side 17?
Da jeg nåede dertil i min tankerække, hoppede Otto ned af bordet og forsvandt blandt bogreolerne. Archibald sad og smilede let for sig selv, mens en brun hånd legede med en pen. Han havde nu været en smuk beduin.

Der lød voldsom flappen et kort øjeblik, så kunne man høre Otto puste og kort efter kom han til syne med bogen.
“Nu var den igang med dametaskerne på øverste hylde, var næsten ikke til at trække væk fra en lille sølvtaske.”
Bogen mumlede hen for sig selv. Otto langede den op på bordet inden han hoppede op på hjørnet igen.
“Må vi bede om side 17, tak”, sagde Archibald. Mere mumlen, men så rullede siderne, og med et bestemt klask lå side 17 åben.
Jeg rejste mig op for at se med. Sikke et syn vi må have været, et pelshoved, sort hår og min leverpostej bøjet over en dameglad bog.
Siden var tom.

Archibald og Otto var fuldstændigt ubevægelige.
“Når en side er tom, venter vi i stilhed. Så plejer der at komme gamle ting”, lød det dæmpet fra Archibald.
Vi ventede.
Selv de uartige bøger var stille. Den eneste lyd var ildens knitren i pejsen.

Så begyndte linier at lægge karakterer ind på siden. Et tåget, uendeligt landskab steg op fra siden. Et tyst, mosgrønt landskab. En dæmpet melodi lød. En langsom sang i mol, en sang for landet.
En lille båd kom til syne i nederste højre hjørne. Så holdt sangen inde, og siden blev tyst.

Otto og Archibald rettede sig op og så på hinanden. Denne gang lo de ikke.
“Drømmenes bagland”, sagde Archibald dæmpet, og så på mig med alvor i gløden. “Det var hurtigt. Det kan være du får en kort karriere hos os, menneskebarn”.

Mærkede mit hjerte hamre. Hvad mente han med det? Så ned på side 17 igen. Den tågede skønhed trak i et ubeboet hjørne af min sjæl. Hvornår skulle vi afsted?

“I skal først forberede jer, og I skal afsted uden mig”, sagde Archibald som svar på mit uudtalte spørgsmål.Åbenbart kunne han læse nogen af mine tanker. Forhåbentlig ikke dem allesammen. Var tæt på at rødme igen.

“Jeg foreslår at I tager den næste bus hjem og aftaler nærmere på vejen. Der er lige tid til at jeg finder et gyldent kladdehæfte, og du Otto, du finder den blå krystal i skrinet”.

Og med de ord forsvandt de begge to.

Rejsen til side 427 – del 13

Der blev snakket og drukket masser af te i ildtemplet. Jeg lyttede mest. Lyttede til Otto, der hurtig som lynet skiftede fra klovn til alvor. Lyttede til Zakarias, som fortalte om livet i templet, og til Archibald, som fra tid til anden lod sit blik hvile længe på mig. Han deltog dog ikke så meget i samtalen, så mest ud til at tage mentale noter, hvis man kan bruge det udtryk.

Dagen svandt umærkeligt, mens vi sad der under baldakinen. Tilsidst kastede alteret mørkegrønne skygger over gården. Archibald og Otto så på hinanden og nikkede. Så lød det fra Archibald:
“Tak for i dag, Zakarias. Som altid en fornøjelse. Jeg får din rapport som vanligt ved månedens udgang, ikke?”
Zakarias smilede og nikkede. Så fæstnede han sine kloge øjne på mig.
“Dejligt at møde dig menneskebarn. Vi ses nok igen, jeg kommer også forbi biblioteket med mellemrum”.
Jeg smilede tilbage, og vi bukkede let for hinanden. Så fulgte jeg efter Archibald og Otto, som havde rejst sig og var på vej mod udgangen.

Den mørke gang føltes trang efter timerne i gårdens lys. Archibald gik forrest, så fulgte Otto, og til sidst kom jeg, mens jeg koncentrerede mig om at følge små glimt af hvid pels. Vi gik og gik. Så lang havde gangen da ikke været, da vi kom ind i templet. Prøvede at huske.
Mørket duftede. Blev distraheret. Duftede det af jul? Nelliker, måske. Tænkte på nelliker man stikker i appelsiner og pryder med røde silkesløjfer, før man hænger dem op i vinduet. De små skarpe hoveder, der langsomt trænger ind i appelsinens blødhed. Stop, stop, hvad var det for en retning jeg var på vej ud i, nellikehoveder og appelsiner. Koncentrer dig nu om at gå i mørket, Lotte.
Duften fortog sig. Alt var stille, pånær et fodtrin hist og en flap her.

“Så er vi her”, lød det glad fra Otto, da Archibald stoppede op i mørket. Han bankede fire gange på noget, der lød som træ. Et øjebliks tavshed, så gled et stykke mørke knirkende til side og lod os gå ind.
Vi var tilbage i biblioteket.

Otto og Archibald lo højt ved synet af mit forbavsede ansigtsudtryk.
“Hvorfor gøre det hele mere besværligt end det er”, fnisede Otto, mens han flappede to gange. Døren lukkede sig bag mig.
Vi var kommet ind i det modsatte hjørne end pandekagebordet.

Bøgerne var åbenbart blevet lettere ophidsede ved vores ankomst, for der var livlig hvisken, tisken og hoppen på hylderne.
“Så kan I godt slappe af og fortsætte arbejdet”, lød Archibalds stemme. Meget myndigt. Som var bøgerne små uartige poder, der nu stod med røde ører og prøvede på at lade være med at fnise.
Lagde mærke til en mørkegrøn én af slagsen, som lænede sig ud over en hyldekant, lige da jeg kom forbi. Hurtigt trak den sig tilbage i halvmørket, og det lød som om den hviskede, “det var hende”.
Jeg rystede på hovedet og fulgte efter Otto og Archibald. De gik hen til skrivebordet. Archibald trak beduinklædningen af, rystede håret på plads og satte sig i sin stol. Han var klædt helt i sort. Otto hoppede adræt op på hjørnet af bordet.
Det lod til at de ventede på mig, så jeg krængede beduindragten op over hovedet og af. Det gik absolut bedre end da jeg skulle have den på.
“Bare læg den ved siden af stolen”, sagde Archibald. “Så finder den selv hjem.” Jeg lod den glide ned i en mørk bunke og satte mig.
Der var tavshed en stund.

Rejsen til side 427 – del 12

Synet af pigen med de grønne øjne og hunden havde forvirret mig, så jeg fulgte tavs efter Otto ud i vrimlen igen. Kiggede mig tilbage mod det hvide hus. Det stod ubevægeligt i gadens halvmørke. Sært, der havde været noget bekendt over de grønne øjne. Hvor gammel havde pigen været? 12 måske. Og hunden? Rynkede brynene og prøvede at huske hvad hun havde haft på. Det kunne jeg ikke, men indtrykket af den skyggefulde have, de blomstrede puder og det isgrønne blik var indprentet til senere brug.

Jeg rystede på hovedet som for at lette tankerne og koncentrerede mig om at følge efter Otto. Den lille vævre krop snoede sig elegant mellem boder, flettede kurve, haleløse katte og slæbende gevandter.
Endelig kom vi ud af basaren, og folkemængden tyndede lidt ud.

“Vi skal til højre her”, sagde Otto og drejede skarpt om hjørnet. Vi trådte ud på en stor plads. Jeg stoppede og bare kiggede. Archibald kom og stod lige ved siden af mig. Tæt. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop gennem dragten.
Vi stod foran templet. Mægtigt og tyst rejste det sig foran os. To symetriske brede trapper snoede sig op på plateauet. Tre kolossale sten flankerede dem. Indhuggede i stenene var de smukkeste fremstillinger af Ahura Mazda jeg nogensinde har set. Den vingede solskive. Archibald berørte blidt min arm.
“Kom”, sagde han, “vi skal denne vej”.
Vi krydsede pladsen og den store processionsvej, som strakte sig gennem hele byen og ud i uendeligheden, og fulgte trappen udenom de mange sovende hunde. Ahura Mazda var endnu smukkere tæt på. Bemalet i blå, guld og gule farver. Lod min ene hånd glide hen over stenene. De klare farver ligesom svarede og fortalte om ære og tilbedelse.

Otto stoppede foran en lukket trædør i muren. Den var lukket. Archibald bankede på, og vi ventede, og endelig hørtes lyden af slæbende fodtrin. Knirkende gik døren op, og en gammel mand missede mod lyset. Han var som taget ud af barndommens bibelhistorie – Moses ved det røde hav, fx. Grålig kjortel, slidte lædersandaler og langt hvidt hår og skæg. Øjnene var mørke og milde.
“Archibald”, min gamle ven, godt at se dig. Og også velkommen til dig Otto”. Han smilede. “Og hvem er så det I har med?” Han kiggede på mig.
“Det er det nyeste skud på stammen”, sagde Archibald og smilede til mig. “Det er hendes første tur. Lotte, hils på Zakarias. Han er også tidsuafhængig, men jeg ved ikke lige om han har optrådt som Moses, har du?”
Jeg kiggede skarpt på Archibald. Jeg havde ikke sagt noget om Moses, kun tænkt det.
Zakarias slog en høj latter op. “Det får tiden vise. Velkommen til det lille ildtempel, menneskebarn. Kom indenfor allesammen.”

Og med de ord vendte Zakarias om og gik ind i mørket igen. Jeg dukkede hovedet og fulgte efter de slæbende fodtrin. Mine øjne nåede næsten at vende sig til halvmørket før vi kom ud i en stor, kvadratisk gård. Der var kun den adgang vi var kommet ad, og der var ikke meget udsmykning af de lyse sten. Al koncentration var lagt i alteret midt i gården. Det havde form som en aflang legoklods i sten. Siderne var glaserede med tegl i turkise nuancer. Dyr, processioner og guder blandede sig med blomster og bladranker. Øverst stod et stort, rundt kar og skinnede i solen. Her brændte ilden. Var det her et af ildtemplerne, hvor den evige ild brændte?
Zakarias kiggede på mig. “Dette er et af de lokale ildtempler. Det store tempel har sine egne altre. Vi passer dem i en slags turnusordning. De er en del af verdens lim. Et element til overlevelse, om du vil. Nå, nu skal vi have te”.

Han klappede to gange i hænderne og en ung mand i en kort dragt trådte ind med en rund bakke i hænderne. Han bukkede hastigt og satte bakken på et lille bord i det ene hjørne af gården. Her var et lille aflukke med brede divaner, blomstrede puder og en lysende, hvid baldakin.

Mere te. Det var altså meget te for én, som altid har haft et lettere problematisk forhold til te. Jeg synes grundlæggende at te er smagsløst, som at række tungen ud af vinduet. Det er jo ellers ikke fordi det har skortet på forsøg over årene. Sort te, hvid te, grøn te eller urtete med alskens smage. Teen dufter fantastisk, men smagen har altid skuffet mig.
Mit seneste forsøg var Rhoibush te i Sydafrika i år. Det er nok den første te, jeg har drukket mere end én kop af. Og så er der jo lige teen her fra 413 f.kr. Den er også anbefalelsesværdig, men måske lidt sværere at få fat i Aromatisk, krydret smag med et strejf af mynte. Lidt Chai-agtig måske, men med mere substans.

Der sad jeg så bænket med en flappende pingvin, en mørk beduin og en hvidskægget præst i et ildtempel, og det var faktisk lige det rette sted at være. Sådan som det glimtvis kan være, når verdens tandhjul glider ind i hinanden med et lille ryk og alt hænger sammen.
En lille plet lykke, måske? Som en gul mælkebøtte midt på en grøn græsplæne.

Rejsen til side 427 – del 11

Jeg lod min arme falde ned. Som to slappe fugleunger lå de langs min side. Kunne mærke sveden pible ned i små bække og mit hår klistre til kraniet. Men så kunne jeg også mærke noget andet i det grå, tætte mørke. Hænder, der trak, og flapper, der glattede.
Ned, ned, trak de, og med ét kunne jeg mærke varm vind, og så var teltet på plads og mit hoved igen ude i friheden. Så ned. To hvide hænder var også ude i friheden. Strøg mit svedige hår væk fra øjnene og så lige ind i den ulmende glød.
“Archibald, tak for hjælpen”, fik jeg pustet, mens jeg følte mig som en svedig, lille flødebolle. Han smilede. Han var klædt som en nøddebrun beduin.
Dragten klædte nok ham bedre end mig, nåede jeg at tænke inden Otto brød ind i fortryllelsen:
“Kom, basaren er stadig åben”.

Archibald lod galant mig gå først, og så begav jeg mig ind i en mellemøstlig by dateret 413 f.kr, flankeret af en pingvin og den smukkeste beduin. Jeg skulle lige vænne mig til det lange kostume, snublede et par gange inden jeg forstod at jeg skulle rette mig helt op, og nærmest glide fremad.
Vi gik ind gennem porten og befandt os midt i gadelivet. Råb, dufte og farvestrålende gevandter slyngede sig mellem hinanden i de smalle gyder, hvor bygningerne lænede sig forover, som ville de hviske sammen om livet nedenunder. Dyr og mennesker snoede sig hjemmevant, og jeg havde nok at gøre med at følge efter det sorte og hvide pelsdyr.

For hvert nyt hjørne mødte nye dufte min næse. Søde, krydrede og aromatiske. Kunne også hele tiden mærke Archibalds blik i min nakke. Det varmede.
Otto stoppede op med jævne mellemrum, når der var noget, han skulle inspicere nærmere. Et broderet stykke klæde, et lille lerfad (til pandekager?), lidt mad, nogle krydderier, dinglende kæder eller dunke til vand. Ledte han efter noget bestemt eller viste han mig rundt?

Liv og gader afløste hinanden i indviklede mosaikker. Jeg fulgte bare med og lod sanser og krop opleve. Én gade handlede kun med lertøj, og en anden med bogruller. Her fik Archibald og Otto øje på en bogrulle, som udløste stor diskussion og flappen. Den skulle åbenbart med videre, hørte til et andet eventyr, så vidt jeg kunne forstå.
Handlen blev indledt med te. Ejeren af boden, en trind lille mand med overskæg serverede for os i små kopper i Lotte størrelse, sød, stærk myntete. Jeg kunne ikke følge med i sproget, så jeg vendte mig om og stod og indsnusede vrimlen og livet omkring mig. Komprimeret essens af liv.

Jeg kiggede op og fik øje på bygningen overfor mig. Den var hvidkalket og i to etager. Et stort vindue sad lige over den lysebrune trædør. Et perlegardin skjulte al adgang. Mens jeg stod og betragtede huset, gled døren næsten umærkeligt til side. Det var som alle lyde og dufte gled i baggrunden til en næsten umærkelig susen. Døren gled helt til side, og jeg så lige ind i en frodig have. En glaseret én af slagsen med turkise og dybblå kakler i fantastiske mønstre. En fontæne stod i midten af et korsformet bassin, og vandets dryppen lavede ekko i min sjæl. Frodige træer og blomster omgav bassinet.
Så fik jeg øje på hende. Pigen med de grønne øjne og hunden. De sad begge ubevægelige på jorden omgivede af spraglede puder. Hendes blik var som krystal, grøn is, som skar sig vej og smeltede gamle ar på vejen. Hunden var af ubestemmelig race, men lige så insisterende i sit blik. Vi så længe på hinanden. Så gled døren i igen.
Hvor længe synet havde varet, havde jeg ingen anelse om, men da jeg vendte mig om mod boden igen, var Archibald og Otto ved at afslutte handlen om bogrullen, og så ikke ud til at have bemærket noget usædvanligt.

“Kom”, sagde Otto. Archibald havde bogrullen under armen. Jeg satte min nu tomme tekop fra mig.
“Nu skal vi besøge én af Archibalds gamle venner, præsten Zakarias”.

Rejsen til side 427 – del 10

Vi styrede langsomt, men sikkert hen mod bjergene, så jeg fortsatte med mine overvejelser om det gode liv. Er det hverdagene eller eventyret? Er det at finde sin plads i vrimlen eller er det en søgen efter kærlighed?
Jeg sad og kiggede ned på beduinerne og deres dyr. Vejrbidte mænd i deres mørke gevandter. Havde de gode liv? Elskede de deres kameler, som vi elsker vores hunde og katte, eller kan det ikke sammenlignes. Tænkte på at snakke med Otto om det, men han sad tilbagelænet med halvt lukkede øjne og så ud til at være døset hen. Det var først langt senere at jeg fandt ud af at når han så sådan ud, så talte han med Archibald. En ordløs, billedrig konversation.
Så fik jeg øje på søjlerne og det glimtende halvtag i hvid kalksten. Rettede mig op og spejdede. Svært at sige, hvad der var luftspejling og hvad der var realitet.
Jeg følte mig pludselig iagttaget, så jeg drejede hovedet og så på Otto.Han havde åbnet sine klare øjne helt og betragtede mig med et lettere overbærende smil.
“Jo, den er god nok”, sagde han. “Vi er nu i 413 f.kr og tager et hurtigt besøg i Achamenidernes rituelle by. Det er med lidt kort varsel, så vi må have templet til gode, men vi kan snuse lidt i byen. Jeg har lånt en beduin klædedragt til dig, og mig ser de alligevel ikke”.
Jeg kiggede ned på Otto. Var han en usynlig pingvin ? Tænkte på busturene. Det var rigtigt, der var ingen der havde taget notits af ham i bussen, når vi sad der på det næstbageste sæde.
Da vi kom tættere på, kunne jeg se bymuren, som omgav by og tempel. Templet var anlagt oppe på et plateau og stod som et drømmesyn, et simrende orakel. De store gangveje var flankerede af farverige klatter, måtte nok være soldater eller måske baldakiner.
Det gutturale råb lød igen, og karavanen stoppede. Benjamin kom hen til vores kamel, som påny lagde sig ned. Otto hoppede, og jeg halvt gled ned, til jeg igen stod med fast grund under fødderne. Vovede et lille klap på en kamelside, og blev så opmærksom på at Benjamin rakte en mørk bylt frem mod mig. Dragten. Jeg tog den, og bukkede let. Et smil oplyste kort det brune ansigt, så koncentrerede han sig igen om karavanen.
Jeg foldede bylten ud for at finde hoved eller hale i det uformelige stof. Mente jeg havde fundet hullet, så jeg stak hovedet i teltet, og så var det som om stoffet viklede sig rundt om mig. Det mørke klæde lagde sig ind til min hud og gjorde det svært at trække vejret. Hvor var åbningen?
“Hjælp, Otto”, fik jeg kvækket. Intet svar. Mine arme baskede som møllehjul og sveden løb.
“Stå nu stille, ellers kan jeg ikke hjælpe dig”, lød en dyb, bekendt stemme. Det var ikke Otto, det var Archibald.

Rejsen til side 427 – del 9

Havde vi rejst så langt på en dragenakke for at sidde i en ørken og stirre på en bogrulle, der sagde:
“Gå til side 17″?, og hvad med udsagnet:
“Jorden er kommet for at blive”?
Hvad betyder det? Er det den rent bogstavelige jord, sandet jeg sidder på, eller er det hele jorden som økosystem? Var ordene en trøst eller en trussel, og hvordan skulle vi undersøge det ? Eller var det bare rullens ordlyd, vi skulle tage med tilbage til Archibald?

Med hovedet fuldt af gåder, skulle jeg lige til at åbne munden, da Otto skyggede for sine øjne med en flap og sagde:
“Der kommer Benjamin med sine kameler. Måske kan vi komme med?”
Jeg fulgte hans blik og kunne ude i horisonten skimte en række, som langsomt og rytmisk nærmede sig.
Otto pakkede bogrullen sammen med ordene:
“Nu husker du sætningen, ikke?”

Jeg rakte armen op som for at tage min rygsæk af og finde min bog, så jeg kunne skrive sætningen ned, da jeg kom i tanke om at jeg jo ikke havde min rygsæk med. Den forsvandt jo på turen gennem forhænget, så der var ikke andet at gøre end at gentage sætningen som et mantra. Imens stod Otto igen på hovedet i hullet bag varden og stuvede bogrullen væk. Så satte vi os ned og ventede på Benjamin og hans kameler.

Det gyngede og vuggede i en ujævn takt, men passede egentligt godt til ørkenens uforstyrrethed. Solen var kommet højere op på himlen, og varmen var ved at få fat. Jeg tog jakken af og smøgede ærmerne op. Bleg hud lyste i solen. Solcream og læbepomade. Blev et øjeblik grebet af panik. Jeg tror Otto fornemmede det, for han vendte hovedet og så på mig med sine klare øjne.
“Lad det være, menneskebarn”, var hans eneste kommentar.

Jeg prøvede at koncentrere mig om de vuggende kameler i stedet for. Lod fingrene glide gennem sandet for at fornemme tekstur og farve. Det føltes lunkent og kortvarigt stikkende. Tiden gled afsted, mens vi så konvojen nærme sig. På tættere hold kunne jeg ane gående skikkelser indhyldede i lange, mørke gevandter med turbanlignende former snoede om hovederne.

Otto rejste sig op, da den forreste skikkelse nærmede sig. Jeg fulgte trit, men var lidt usikker på, hvad der nu skulle ske. Der lød et gutturalt råb, og karavanen stod stille. Otto gik frem og bøjede sig for den forreste skikkelse, som også bukkede. De udvekslede nogen ord, og jeg kunne se på beduinens hovedbevægelser i min retning, at jeg vist var en del af samtalen. Han var en ældre mand med et mørkebrunt og vejrbidt ansigt. Mon det var Benjamin? I det samme vendte Otto sig om mod mig og kaldte:
“Lotte, kom og hils på Benjamin”. Jeg gik lidt tøvende hen imod dem, og Benjamin bøjede sig igen. Det samme gjorde jeg, og to smilende øjne mødte mine, da jeg rettede mig op igen. Han pegede på en kamel lidt nede i rækken.
“Kom”, sagde Otto, “der er plads”.

Et par stilfærdige ord fik en stor kamel til yndefuldt at lægge sig ned på sandet. Var der noget med at kameler bider? Jeg trippede lidt nervøst efter Otto. Flap, flap, så sad han på kamelen. Jeg kiggede op på ham. Hvordan skulle jeg stivbenede menneske dog komme derop?
Benjamin dukkede lydløst op ved siden af mig og lagde to læderdunke oven på hinanden foran mig. Han pegede først på dem og så op på kamelen, mens han smilede. Kunne de holde? Nå, jeg måtte gøre et forsøg, så jeg trådte op på dunkene. Og vups (ja, sådan føltes det) sad jeg oppe på kamelen sammen med Otto.
Benjamin rakte de to vanddunke op til os sammen med et stykke mørkt klæde. Han pegede på mit hoved og gjorde viklende bevægelser med sine brune, senede fingre. Så pegede han op mod solen. Den forstod jeg godt. Jeg viklede det mørke klæde rundt om hoved og skuldre.
Så sagde Benjamin et par ord, og den store kamel rejste sig op. Der var langt ned.

Imens havde Otto åbnet den ene vanddunk.
“Her, tag lidt vand”, sagde han. Kølighed midt i sandet. Jeg rakte vanddunken tilbage igen, og så hvordan den lille pingvin elegant løftede dunken op over hovedet og lod en lille elv af vand glide ned i halsen. Kunne næsten se ham guffe småfisk på samme måde.

Et højt råb lød, og karavanen satte sig igang igen. Det var vuggende og lidt skæve bevægelser, men udsynet fik mig snart til at glemme det akavede. Blikket blev uendeligt, tanker kom og gik. Nogen gange, når jeg møder folk med børn i klapvogne, prøver jeg at forestille mig, hvordan det må være at være lille og sidde trygt og godt. Blot sidde og dingle med fødderne, mens verden går forbi. Sidde der uden en eneste bekymring i verden. Sådan var det at sidde på kamelryg i en orange ørken sammen med en Jackass pingvin.

Solen kom højere og højere op på himlen, og jeg var taknemmelig for det sorte klæde og det kolde vand i læderdunkene.
Hvad tænker man på, når man sådan sidder på en kamel i længere tid? Ja, når jeg overhovedet tænkte, så så jeg mig selv sidde på mit lille kontor foran min PC omgivet af papir bjerge. En hverdag med gentagelser og endeløse bunker. Knapt var det ene projekt færdigt før endnu et kvartal var gået, og historiens økonomiske gang skulle dokumenteres. Havde jeg et godt liv derhjemme? Et svært spørgsmål at tage stilling til på en kamelryg. Jeg lod det være.

Efter nogle timers vuggen begyndte landet at rejse sig i horisonten. Bakker blev til bjerge. Otto pegede med en flap:
“Der er der, vi skal hen”.

Rejsen til side 427 – del 8

Og der sad jeg så, i en ukendt ørken med en pingvin ved min side og en bogrulle foran mig. Et stort tempel i lyse sten mødte mit blik. Jeg så lige ind i en en af de store tempelgårde, og stedet summede af liv. Mænd og kvinder i lange lyse gevandter  krydsede hinanden, nogle med bylter i hænderne, mens andre gik med bogruller og så ud til at være fordybede i læsning og eftertænksomhed. Jeg kiggede fuldstændig opslugt på scenariet indtil Otto pegede på de mindre billeder nedenunder.

“Se”, sagde han, “minder de dig om noget?”. Jeg fulgte hans flap og så en lille serie på seks små billeder. Det var billeder af ruiner fra forskellige vinkler, og der gik lige et øjeblik  før det gik op for mig, at det var de samme søjler og det samme tempel som ovenover. Her var dog ingen bevægelse, kun søjler stivnede i fortids pragt. Otto viste mig at man kunne zoome ud og ind ved at holde sin hånd fladt hen over billedet. Når billede og hånd så havde fået kontakt, kunne man både trække og zoome. Det var næsten som at sidde hjemme foran computeren på kontoret. Jeg zoomede ind på en stor søjle for at se nærmere på dekorationen. Bladranker snoede sig om søjlens base og indrammede lange kunstfærdigt udsmykkede processioner.

“Otto, det ligner de ruiner jeg besøgte i det gamle Persien forrige år”, sagde jeg lettere ophidset. Han fnisede som svar.
I en meget stor del af mit voksenliv har jeg ønsket at besøge Persepolis i det nuværende Iran. At gå blandt de samme ruiner som Carsten Niebuhr besøgte i 1765. Hvorfor denne fascination ? aner det ikke, historiens vingesus ? Den samme udefinerbare længsel, som ramte mig midt mellem alle bøgerne i Archibalds bibliotek ? Viddernes lokken eller et ønske om at forstå vores rødder ?
Og så forrige år gik mit ønske i opfyldelse. Jeg fandt mig selv en efterårsdag behørigt indhyllet i mit fineste bordeaux silketørklæde i solen i Persepolis´ruiner.
Men måtte som sædvanligt erkende at jeg var kommet 250 år for sent. Roen var væk, den som Carsten Niebuhr skrev om. Det var en muslimsk helligdag, da jeg besøgte stedet, så menneskemængden var større end vanligt.

Mens alle disse tanker føg gennem mit hoved, havde Otto siddet helt stille ved siden af.
“Otto, kan vi ikke komme tilbage og besøge Persepolis, dengang der var liv?” Jeg så ned på pingvinen ved siden af mig. Dengang betød år 427 f.kr. Men når vi nu havde besøgt Spanien i 1467 via en mørk græsplæne, kunne vi måske også komme længere tilbage. Var det ikke tidsuafhængighed, Archibald havde talt om?

Otto svarede ikke, men pegede i stedet på bunden af bogrullen.

“Vi skulle undersøge den sidste sætning og melde tilbage, ikke?”, lød det fra ham, mens han bøjede hovedet og så nærmere på rullen. Jeg bøjede mig sammen med ham for at se om jeg kunne læse de krøllede bogstaver.

Det var som at kigge i en smukt dekoreret bønnebog med sirlige hjørner og tankefulde bogstaver. Jeg sad lidt tid, før ordene gav mening:
“Jorden er kommet for at blive. Gå til side 17″.

Rejsen til side 427 – del 7

Joaquin rystede vingerne og foldede dem sammen langs den store krop. Otto løsnede spændet på sin hjelm, trak den af og rystede pelsen.
“Vi kan lade hjelmene hænge her på et skæl”, sagde han og hængte sin på et bordeaux hjørne. Jeg fulgte trop og hev hjelmen af. Det var skønt at få luft til hovedet igen. Jeg prøvede at ryste håret lidt på plads, men uden det store held.

Der lød et lille bump ovre på den anden side, og Otto så op.
“Der kom rutchebanen på plads. Juhuu ! Det er bare den fedeste tur ned”, og med de ord satte Otto kurs over mod kanten af Joaquins ryg. Et flap, et hop, og så var han væk. Jeg fulgte lidt tøvende efter. Betød det at vi ikke skulle kravle ned af alle de røde plateauer? Jeps, en skinnende gul sliske lå op af siden på dragen. Langt nede kunne jeg ane en sort og hvid bevægelse, og høje jubelråb steg op gennem luften. Jeg kom til at tænke på den skøjtende pingvin henad mahogni gangen på herregården og smilede for mig selv. Stod lidt og samlede mod. Nå, det kunne vel ikke være værre end hollandske vandrutchebaner. Fik lempet mig ned i siddende position og satte af med armene. Krydret vind og lys gul farve er vel den bedste beskrivelse af min tur ned. Det var som at flyve. Det krillede og hoppede i min mave, og det var umuligt ikke at le højt – længe. Mod bunden fladede slisken ud, og jeg kunne for første gang se, hvor vi var landet.

Der var ørken, så langt øjet rakte.
Jeg landede i varmt sand med et let bump. Fik rejst mig op og børstet det værste sand af, mens slisken lydløst rullede sig sammen som en kamæleontunge. Så kiggede jeg rundt efter Otto og fik øje på ham oppe ved Joaquins ene øje. Det så ud som om de talte sammen. Stille gik jeg hen og stillede mig ved siden af Otto.
“Sig farvel til Joaquin, han skal videre i programmet”, sagde Otto.
Jeg rakte en hånd ud og lagde den på dyrets kølige kind.
“Tak for turen, Joaquin, det var den dejligste flyvetur, jeg nogensinde har haft”.
Det blodrøde øje blinkede til mig.

Otto og jeg trådte lidt tilbage. Så prustede det mægtige dyr, foldede vingerne ud og rejste sig. Han rystede alle skællene, og med et elegant swish lettede han. Han var et fantastisk skue op mod den blå himmel. Jeg skyggede for solen med den ene hånd og fulgte hans elegante form, til han kun var en lille prik i horisonten.

Så så jeg mig omkring. Lyset var overvældende, klart som glas. Det dybblå brød med det næsten orange, fintkornede sand. Der var sand, så langt mit blik kunne nå. Blidt bakket som klitter ved Vesterhavet. Det må have været tidlig morgen, for brisen var endnu sval, og solen stod lavt. Det var en sær skønhed, når man er vant til vores grønne og blå farver. Udsynet gav plads og ro. Der var tyst, kun en enkelt rovfugl cirklede.

Jeg så mig rundt efter Otto. Han stod på hovedet i den nærmeste sandbunke ved siden af en varde af små sten. Et vejskilt i det mægtige orange?
“Her er den”, råbte Otto triumferende og kom op i lodret position igen, mens han viftede med noget, der lignede en bogrulle.
“Lad os sidde her”. Han flappede på sandet ved siden af varden, mens han rystede pelsen på plads med sin sædvanlige skødesløse elegance. Jeg gik hen til ham og satte mig ned. Sandet var kort og let at gå i, lidt som en blød trampolin. Otto rullede ud. Det var en eksakt kopi af side 427, som jeg sidst havde set i Bogen i biblioteket.